Stråsø Plantage

Stråsø Plantage

Photo: Bo Boyesen

Stråsø Plantage ligger på en del af Skovbjerg Bakkeø, Danmarks største bakkeø, der ikke var dækket af is under den sidste istid. Landskabet var på den tid helt bart og udsat for vind og sandfygning, hvilket man i dag stadig kan finde spor af.

Stråsø Plantage

Photo:Rune Engelbrecht Larsen

Historie

For næsten 14.000 år siden begyndte planter så småt at vandre ind, og langsomt bredte skoven sig over Danmark. Med skoven kom også en række dyrearter, der har været bytte for de første mennesker, der kom til området. Umiddelbart øst for Stråsø Plantage er der fundet spor efter stenalderbopladser og i plantagen selv ligger der en del gravhøje fra oldtiden. Datidens bønder ryddede skoven og dyrkede jorden nogle få år til den var udpint, hvorefter der blev ryddet ny skov. Herved forsvandt skoven og hederne bredte sig. Stråsø Plantage har dog arealer med egekrat, som menes at være rester af den oprindelige skov. Hederne blev også dyrket, men jorden var fattig, og hedebønderne var nødt til at råde over større arealer for at kunne få et tilstrækkeligt udbytte. Store dele af hederne og engene langs åerne blev brugt til græsning.

Hederne havde deres største udbredelse i midten af 1600-tallet men helt frem til ca. 1800 udgjorde hederne omkring 40% af Jyllands samlede areal. Herefter tog opdyrkningen fart og i 1950 udgjorde hederne kun ca. 8% af Jyllands areal. Denne udvikling havde allerede i starten af 1900-tallet ført til at en række større hedeområder blev fredet. Fredningen var dog ikke nok, for uden pleje voksede hederne til. I 1891 opkøbte den danske stat hedegården Stråsøgaard for at plante den til og dermed dæmpe sandflugten og producere træ til egnen. Gården har givet navn til hele plantagen som voksede efterhånden som staten købte jord op i området helt frem til 1940-42. En del af plantagen forblev dog hede som løbende plejes med bl.a. afbrænding. I årene 2011-15 er der således lavet en særlig stor indsats på hederne i Stråsø Plantage som led i et stort EU-Life projekt. Stråsø Plantage rummer en meget stor bestand af Kronvildt og også spændende arter som stor vandsalamander, isfugl, tornskade, natravn, odder, og der ses også fiskeørn og havørn indimellem.

Stråsø Plantage

Photo:Bo Boyesen

Natura2000 område nr. 64 – Heder og klitter på Skovbjerg Bakkeø, Idom Å og Ormstrup Hede

Natura2000 området udgør samlet 2.214 ha. Heraf er 62% ejet af staten, hvoraf Nørre og Sønder Vosborg heder samt arealer langs Idom Å ligger i Geopark Vestjylland. Områdets vigtigste naturværdier er knyttet til områder med både våd og tør hede, indlandsklit, ene- og egekrat samt områder langs Idom Å, der er en af Danmarks reneste og mest uforstyrrede vandløb. Både Naturstyrelsen og Holstebro Kommune i samarbejde med lokale lodsejere gennemfører pleje af området med rydning af opvækst, slåning, afbrænding og græsning mm.

Samarbejde med Geopark Vestjylland

Naturstyrelsen er en meget stor jordbesidder og væsentlig samarbejdspartner i forbindelse med udviklingen af geoparken. Den lokale skovrider har været medlem af styregruppen for geoparken fra begyndelsen. I Stråsø Plantage og mange af de øvrige arealer ejet af Naturstyrelsen er der anlagt rekreative stier og ruter med tilhørende friluftsfaciliteter. Naturstyrelsen tilbyder desuden guidede naturture og undervisning.